Hastighed

Hastighedsgrænsen på tankstationen og p-pladsen

Hvor hurtigt må man køre på en motorvejs resteplads eller motorvejs tankstation?

Når man køre ind på restepladsen, høre motorvejen jo ikke op. Og der er ikke

angivet en maksimal hastighed.

Så i princippet gælder vel samme hastighed som på motorvejen 110/130.

 

 

Svar

Den generelle hastighedsbegrænsning på motorvejen er jo 130 km/h, og derfor kunne nogle måske tro, at det på motorvejenes parkeringspladser og tankstationer er tilladt at køre med denne hastighed, da der jo ikke er opsat andre tavler.

Men sådan er det ikke. Den generelle hastighedsgrænse er en absolut maksimalhastighed, som et køretøj under de bedste forudsætninger og forhold må føres med, men i virkeligheden er den generelle grænser ud for et færdsels sikkerhedsmæssigt hensyn fuldstændig uinteressant og ligegyldig.

Færdselslovens rigtige og meget mere interessante hastighedsgrænse findes i færdselslovens § 41, og hvis alle fulgte disse regler, behøvede vi faktisk ikke nogen generel grænse, og vi behøvede ikke at sætte skilte op med lokale hastighedsgrænser.

Færdselslovens § 41 foreskriver, at et køretøjs hastighed til enhver tid skal være afpasset efter forholdene med særligt hensyn til andres sikkerhed. Den kørende skal herved tage vej-, vejr- og sigtforholdene, køretøjets tilstand og belæsning samt færdselsforholdene i øvrigt i betragtning. Hastigheden må aldrig blive større, end at føreren bevarer fuldt herredømme over køretøjet. Der skal kunne standses på den strækning af kørebanen foran køretøjet, som føreren har udsyn over, og foran enhver hindring, der kan påregnes. Ved nedblænding fra fjernlys til nærlys skal hastigheden før nedblændingen tilpasses de nye sigtforhold.

En passende lav hastighed skal holdes i tættere bebygget område, når sigtbarheden er nedsat på grund af lys- eller vejrforholdene, ved vejkryds og i vejsving, foran fodgængerfelt, foran bakketop eller på andre steder, hvor oversigten er begrænset, ved risiko for blænding, ved møde med andet køretøj på smal vej, i vådt, glat eller fedtet føre, hvor køretøjet nærmer sig bus, der holder for at optage eller afsætte passagerer, hvor køretøjet nærmer sig børn på eller ved vejen, hvor køretøjet nærmer sig heste eller kreaturer på vejen, hvor der foretages arbejde på vejen, og forbi uheldssted på vejen.

I dårligt føre skal den kørende afpasse hastigheden således, at andre så vidt muligt ikke tilstænkes.

 

Som enhver kan forstå, når man læser færdselslovens § 41, er det fuldstændig ligegyldigt om motorvejen formelt ikke er ophørt, når man kører ind på parkeringsplads eller tankstation, for hastighedsgrænsen reguleres ikke af tallet på speedometeret, men om forholdene ude på den anden side af forruden.

Når vi er nødt til at have generelle og lokale hastighedsgrænser i dette land (og i resten af verden) er det i virkeligheden et udtryk for, at lovgiverne ikke tror på, at trafikanterne er tilstrækkelig veluddannede, modne og fornuftige til selv at kunne finde den rigtige hastighed, og al erfaring rundt om i verden viser, da også, at denne antagelse er helt rigtig.

 

 

Er der en laveste hastighed.

Kan man få en fartbøde, hvis man kører langsommere end tilladt

Feks hvis man kører 70 på motortrafikvej?

 

Svar.

Det er et godt spørgsmål, da alle, der normalt taler hastighed, altid taler om højst tilladte hastighed.

 

Der står ingen steder i færdselsloven, at der er en egentlig minimumshastighed, bortset fra, at der findes en færdselstavle, der er meget sjældent brugt, der foreskriver en minimumshastighed.

 

Lad os se, hvad færdselsloven siger omkring hastighed og køremåde.

 

§ 3: Trafikanter skal optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed, så der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre, og således at færdslen ikke unødig hindres eller forstyrres.

 

Denne paragraf anvendes normalt til at komme efter kørende, der kører vildt og ikke tager hensyn, men kunne også benyttes, hvis nogen bevidst kører meget langsomt og helt klart er til så meget ulempe, at man må sige, at der ikke vises hensyn.

 

§ 38, stk. 2, der handler om unødig røg og støj er formuleret således: I og ved bebyggelse må kørsel, der er unødvendig og forstyrrende ikke finde sted. Hastighed og køremåde i øvrigt skal på sådanne steder afpasses således, at andre ikke unødig forstyrres.

 

Denne paragraf beskriver også hensynsfuldhed og køremåde og kunne vel også anvendes til bilister, der bevidst kører i vejen for andre ved meeeeeget langsom kørsel, hvor ingen kan overhale.

 

Færdselslovens § 22 giver langsomt kørende på visse veje nogle forpligtigelser. Reglen er mest rettet imod førere af traktorer og motorredskaber, men kan også bruges mod andre - f.eks. turister der kører langsomt og nyder naturen.

 

Hvis et køretøj føres med lav hastighed eller optager megen plads, og kørebanen er smal eller bugtet, eller der er modkørende færdsel, skal føreren være særlig opmærksom på bagfra kommende færdsel. Såfremt det kan gøre overhalingen lettere, skal føreren nedsætte hastigheden og om nødvendigt føre køretøjet ud til siden, så snart dette er muligt, og eventuelt helt standse.”

 

Endvidere er der i reglerne om motorveje i § 44 anført at der på denne vej kun må være bil og motorcykel, der kan og må fremføres med hastighed af mindst 50km/h. På en sådan vej oplevede vi for et par år siden, at en bilist, der for at chikanere en medtrafikant og bevidst bremsede og kørte med meget langsom hastighed blev dømt for uagtsomt manddrab, da den bagvedkørende bil, han tvang ned i hastighed blev påkørt bagfra og dræbt. Her var der dog tale om bevidst farlig chikane.

 

Men man vil ikke kunne få en bøde for at køre 70 km/h på en motortrafikvej. I alle tilfælde er der tale om kørsel, der er meget forstyrrende på grund af overdreven langsom hastighed.