Afmærkning på kørebanen

Skal sving pilene altid følges. Må jeg svinge til venstre.

 

Jeg har et spørgsmål, som jeg ikke har kunnet finde svar på andre steder, så jeg håber at du kan hjælpe mig.

 

Ved Bellacentret i København, er der 2 højresvingsbaner, markeret med hvide pile på vejen, og ingen venstresvingsvognbaner. Der er ingen venstresving forbudt skilte at se. Er det tilladt at dreje til venstre alligevel? Det er klart den korteste vej til motorvejen.

 

Svar

Hvis jeg ikke tager fejl, er det krydset til højre, du spørger om. Billedet er fundet i Google Maps.

 

Man skal følge pilene, så her er kun højresvingning tilladt. Hvis det skulle have været tilladt at svinge til venstre, skulle der have været en vognbane uden pile eller en vognbane med venstresvingspile.

 

 

Hvad er meget langsom kørsel

Hvad er definitionen af " Meget langsom kørsel " ?

Det er en tavle, som står på vejen, hvor jeg bor.

Vi bor 5 husstande på vejen, som er en grusvej, og vi er nogen, som ikke er helt enige om, hvilken hastighed man må køre.

Håber at du kan hjælpe, så vi kan komme nærmere en konklusion.

 

Svar

 

Tavlen findes faktisk slet ikke i vores vejafmærkningsbekendtgørelse. Mon ikke det er nogle tidligere husstande fra meget gammel tid, der har sat tavlen op.

 

Begrebet meget langsom kørsel er heller ikke et begreb, man anvender i dag.

 

Vi har enten generelle hastighedsgrænser, der er angivet i færdselsloven eller lokale hastighedsgrænser, der er angivet ved forbudstavler skiltning.

 

Det sted, hvor vi bruger begrebet meget lav hastrighed er ved oplysningstavlerne lege- og opholdsområde og gågade, hvor vi skriver, at det normalt er under 15 km/h.

 

 

Brugsens parkeringsplads

 

Jeg troede at jeg havde fået slået fast, at færdselsloven også gælder på parkeringspladser. F.eks. har den lokale Brugs opmalet pile for at vise kørselsretning. Det er en super idé syntes jeg, da det forebygger mange farlige situationer. Andre mener tilsyneladende det er "vejledende"😕.

Nu bliver jeg i tvivl....

 

Mit egentlige spørgsmål går mest på fodgængere på parkeringspladser: hvis færdselsloven gælder som på en almindelig vej, skal fodgængere vel også stoppe op og kigge efter trafik (og lade være med gå ud på vejen hvis der er biler der kommer i mod dem)?

Selvfølgelig gælder den basale regel om at udvise agtpågivenhed for alle parter. Men grundlæggende: hvem skal ifølge loven holde tilbage for hvem her?

 

Jeg håber du har mulighed for at svare da jeg har Googlet højt og lavt for at finde et svar!

 

Svar

 

Færdselsloven gælder også på Brugsens parkeringsplads – Helt rigtigt.

 

Færdselslovens grundregel i § 3 foreskriver, at trafikanter (både gående og kørende) skal udvise agtpågivenhed over for hinanden, så der ikke opstår fare eller forvoldes skade eller ulempe for andre og således at færdslen ikke unødig hindres eller forstyrres.

 

Man kan også sige, at der gælder en slags gensidig hensynstagen.

 

Med hensyn til de kørendes forpligtigelser over for de gående, så skal den, der møder eller kører forbi gående, give den gående plads til at vige til siden.

 

Dette er sådan en hovedregel, for der er egentligt ikke i færdselsloven taget specielt stilling til en parkeringsplads, hvor trafikken jo er blandet og trafikarterne mere eller mindre integrerer sig i hinanden.

 

Faktisk er det jo sådan, at de kørende om et øjeblik er gående og de gående om et øjeblik sidder i deres bil og er kørende.

 

Som hovedregel må vi nok sige, at færdslen ofte vil foregå på de gåendes præmisser. I de tilfælde, hvor en fodgænger rammes og kommer til skade vil der oftest blive rejst tiltale imod den kørende, og der er en flere paragraffer, der kan komme i anvendelse.

 

§ 3 om agtpågivenhed.

§ 27 om forpligtigelser overfor gående.

§ 41 om at hastigheden altid skal være afpasset efter forholdene med særlig hensyn til andres sikkerhed.

 

Og så er der jo reglen i færdselslovens § 10, stk. 4, der foreskriver, at gående, der vil passere kørebane eller cykelsti, skal, når kørebanen eller cykelstien betrædes, udvise den forsigtighed, der er nødvendig under hensyn til afstanden til og hastigheden af kørende, der nærmer sig stedet.

 

I øvrigt er der en lille pudsighed i forhold til din bemærkning til pilene på asfalten på parkeringspladsen.

 

Det er nemlig helt rigtigt, at pilene jo skal følges, og det gør de fleste bilister jo også ganske fornuftigt.

Men vi har gennem tiden set flere eksempler på, at de private ejere af parkeringspladser maler pile sådan som de nu synes, at det skal være.

 

Her er reglen, at kun hvis afmærkningen er godkendt af politiet, har pilene retsgyldighed, hvis de ikke bliver fulgt. Denne retsgyldighed gælder både den strafferetslige og den erstatningsretlige.

 

 

 

Hvor ofte skal hastighedstavlerne gentages.

 

Jeg diskuterer en sag fra fredagens Ingeniør bagside, med redaktøren, om hvorfor der ved Storebælt står "110 på broen".

Jeg har indtryk af at en lokal hastighedsgrænse på 70 eller 110 skal gentages indenfor et max meter interval, og der synes jeg at have læst mig til på motorvej at være ca 1600-1800 meter. Men det kan jeg ikke finde i paragrafferne.

Med denne regel slipper vi jo for en del skilte monteret på Storebæltsbroen.

 

Og denne meter regel fikser så også manglende ophævelser af lokal hastighed. (Ødelagt eller forkert skiltning)

Jeg har set flere små byer, der glemmer at ophæve lokal hastighedsgrænse. (En slut-byskilt ophæver vel ikke lokal regel)

 

Findes der nogen regel for hvor tit lokal hastighed skal gentages?

 

Christen Fihl

Ølstykke

 

Svar

Jeg kan sagtens forstå, at det kan være særdeles vanskeligt at finde svaret på dit spørgsmål.

Reglerne for vejafmærkning deles op i flere bekendtgørelser og vejledninger.

Vejafmærkningsbekendtgørelsen beskriver de forskellige tavler og striber på kørebanens betydning.

Anvendelsesbekendtgørelsen beskriver, hvorledes striber og tavler som udgangspunkt skal udføres og opsættes, og i ingen af de to nævnte bekendtgørelser finder du det, du leder efter.

Men vejdirektoratet har lav et en serie såkaldte håndbøger for vejmyndigheder, der indeholder vejledning og bindende bestemmelser, når der skal males på kørebanen eller der skal opsættes tavler.

Om forbudstavle C 55 - Lokal hastighedsgrænse står der, at tavlen så vidt muligt bør gentages for hver mindst 500 m i byområde og mindst for hver 800 m uden for byområde.

På motorvejen bør tavlen gentages for hver 1500 m.